Af Gustav Stubbe Arndal
I 1979 fik en underkendt animationsinstruktør til arbejde at lave den anden film i Lupin III-serien – et ungt talent med lidt over ti års erfaring i branchen ved navn Hayao Miyazaki. I dag er Miyazaki et meget mere kendt navn, især i vesten. Men ved sin debutfilm var det lige omvendt, for Lupin III var og er stadig en af de mest ikoniske manga- og anime-klassikere.
Lupin blev introduceret som den tredje i en slægt af mestertyve, navngivet efter den franske figur Arsène Lupin, i en mangaserie i 1967. Allerede to år efter udkom den første tv-animationsserie om den kække tyv, og modsat den noble gentleman-tyv, der var hans bedstefar, var Lupin III en pervers og hårdkogt type.
Det ændrede sig dog i den anden udgave af serien, som kørte hele 155 afsnit. Tonen blev mere legesyg og mindre ekstrem, og det ikoniske karaktergalleri blev bedre defineret. Her kommer Miyazaki for første gang ved roret som instruktør på adskillige afsnit.
Som franchise placerer Lupin III sig et sted mellem Olsen-banden og James Bond. Hvert eventyr (eller snarere hvert tyveri) følger nogle vante formularer, men er stort set isolerede fra hinanden, så man kan hoppe ombord når som helst. Lupin (Yasuo Yamada) og hans skydeglade partner Jigen (Kiyoshi Kobayashi) finder et mål og sender et visitkort inden tyveriet; de er altid på flugt fra Inspektør Zenigata (Goro Naya); og den mystiske femme fatale Fujiko Mine (Eiko Masuyama) skal nok dukke op med sine egne planer.
I Cagliostros borg skruer Miyazaki gevaldigt op for romancen: På vej til den fiktive europæiske mikrostat Cagliostro støder Lupin og Jigen på en biljagt mellem en pige i brudekjole og en bande af skumle agenter. ”Hvem holder vi med?” spørger Jigen, da Lupin sætter speederen i bund på deres modificerede minibil.
”Kvinden, selvfølgelig.”
Den unge dame er Clarisse (Sumi Shimamoto), den sidste overlevende af kongefamilien. Hun er tvungen til forlovelse med den onde Grev Lazare (Tasho Ishida). Et gammelt sagn siger, at landets største skat vil findes, når deres to familier samler sig. Detaljerne danner et tilfredsstillende mysterium med en overraskende finale, men er mest til for at sætte gang i en romance med stort ”R”.
Lupin beslutter selvfølgelig at redde Clarisse og afsløre grevens udspekulerede planer, som blandt andet involverer et notorisk falsk pengetrykkeri skjult nær slottets enorme fangekældre. Cagliostro-borgen er stjernen af showet, fyldt med skjulte kamre, stejle trapper, lange skygger og rådne hemmeligheder. Miyazakis sans for sted skinner stærkt frem; man kan næsten kortlægge slottet for sig selv, når filmen er slut.
Animationen er også glimrende, trods den ikke er så verdensklasse-strålende, som Studio Ghibli ville være det i de følgende årtier. Karaktererne er animeret med udtryksfuld charme, og trods alvorlige trusler og temaer er man aldrig i tvivl om, at man ser en eventyrkomedie for hele familien.
Det opsummerer på mange måder filmens lyspunkter og mangler. Den anden film i Lupin III-serien er en let fornøjelse for fans såvel som nyankomne, og den hædrer sin genre med et glimt i øjet uden at forsøge at hæve sig over den. Det er flot håndværk, mere end stor filmkunst.
Men sikke et håndværk det er! Cagliostros borg demonstrerer tydeligt Miyazakis talent for at indfange humor, bevægelse, action og eventyrlighed gennem animation. Den er ikke et mesterværk, men det er klart at se, at instruktøren havde mesterværker i sig, når fortællingen ender.
Kommentarer